En lang folkemøde-fredag med fantastiske debatter

Dagbog fra Folkemødet – dag 2

Alle må træde til, når scenen skal sættes. Der er noget magisk ved Folkemødet, som i et par dage fuldstændigt udvisker hierarkiske skel. Direktøren uddeler en flyer, praktikanten byder moderatoren velkommen, og chefen spænder teltdugen med studenten. Det hele er en uformel jagt på at få flere måneders arbejde til at gå op i en højere enhed.

Og det gjorde det fredag, må jeg sige. Gik op i en højere enhed altså. På Advice Scenen havde vi fuldt program. Om morgenen løb vi efter kaffe til teltets første debat om skattely, men der gik ikke længe, før teltets tilhørere skiftede den varme tjære ud med de kolde fra hanen. Og debatten om skattely satte virkelig sindene i kog – en fornøjelse at opleve.

Dagen stod også især i ledernes tegn. Klokken 15 indtog organisationen Lederne vores telt sammen med Dong. Med tre debatter i rap blev de fleste aspekter af moderne ledelse vendt og drejet. Særligt interessant var Årets Kvindetopmøde 2017 og de mange spændende perspektiver i ledelsesmæssig nytænkning. Kvindetopmødet sendte ligestillingsminister Karen Ellemann hjem med masser af nye ideer til, hvordan vi får flere kvinder i ledelse – og debatten om trivsel og performance med Dong og Lederne gav mange perspektiver på, om og hvornår lederen må blande sig i medarbejdernes privatliv. Hvem skulle have troet, at en debat om stress endte ud i drøftelser om, hvorvidt lederen må spørge til, hvordan det går under dynen med lillemor…

Det var en god optakt til en lang aften. Klokken 19.30 bød vi velkommen til en uformel middag i vores telt – også sammen med Lederne, hvor Kulturminister Mette Bock kom forbi og talte. Her gik jeg med gode kollegaers hjælp til hånde som tjener, så de 48 gæster kunne få god bornholmsk mad og velsmagende vin. (Gudskelov for flade sko!)

Og fluks som middagen var veloverstået, var der der stadig lidt tid til, jeg kunne få dagens første fadøl. For inden jeg kunne mødes med kollegaer og venner – og min mand – var jeg en tur i det regnvåde og blæsende Deadline-studie på molen i Allinge for at diskutere, hvem der har magten i Danmark.

I dag lørdag glæder jeg mig (efter en god nats søvn) til at høre mere om den grønne omstilling, når Jesper Theilgaard og Mogens Lykketoft diskuterer klima i vores telt klokken 10.30. Og så ellers til fortsat at opleve den fantastiske folkemødestemning, hvor meninger brydes, og man lærer nyt. Nogle hævder, at folkemødet kun er for eliten, beslutningstagere og lobbyister. Det kan ikke være mere forkert. Folkemødet er ligesom at tage på folkehøjskole – her er debatter, musik, sjov, god mad og folkeoplysning. Og mere end halvdelen af deltagerne er faktisk “helt almindelige mennesker.” Og hvor kan man ellers møde statsministeren, der lufter sine hunde og er frisk på en snak?

Af Gitte Lillelund Bech, public affairs director