Er PR-arbejde blot det pure opspind?

Kære PR-brevkasse
Jeg er journalist og set med mine journalistiske briller, så er PR-branchen the dark side, hvor man forsøger at spinne journalister en historie på ærmet, og hvor man vil gøre hvad som helst for at sælge et produkt eller en historie for en virksomhed. Derfor er jeg altid ekstra varsom, når en PR-person fra et bureau henvender sig til mig. For jeg ved jo, at deres historie er købt og betalt af et firma – og vinklet til firmaets fordel. Så er PR-folk ikke bare lobbyister for firmaerne? Eller hvad laver PR-folkene, egentlig? Venlig hilsen Morten

Kære Morten.
Mange tak for dine spørgsmål. Spørgsmål jeg faktisk selv fik en del gange fra mine venner og tidligere kollegaer, da jeg selv skiftede fra journalist- til bureaubranchen.
Ja, for hvad laver vi PR-folk egentlig? PR-folk hjælper NGO’er, virksomheder og organisationer med at få et budskab ud i medierne. Eksempler på budskaber kan være: Mænd overser kræfttegn, for mange teenagere ryger, eller denne yoghurt er fyldt med fibre og er god for maven. Her er det PR-rådgiverens opgave at finde den gode, solide og valide historie, som budskabet kan kobles på. Og det gør vi fx ved at finde unikke cases eller gennemføre en undersøgelse, som kan kaste lys over historien og budskabet.
Og som du også ved qua dit job som journalist, så er det kun gode, solide og valide journalistiske historier, der rent faktisk kommer i avisen eller ud i æteren. Derfor skal de historier, PR-bureauerne laver, også være det. Af to årsager:

  1. Historierne kommer ikke i medierne, hvis ikke de opfylder de krav, for journalisterne lugter lunten med det samme
  2. Ingen virksomheder, NGO’er eller organisationer er interesserede i at få en sag på halsen, så derfor vil ingen ud med en usand eller tynd historie.

Som tidligere journalist mener jeg faktisk, at det kan være en fordel for journalister at have et godt samarbejde med PR-bureauerne. Man skal huske på, at mange bureauer laver PR for store virksomheder og offentlige instanser – og dermed sidder de på en masse data, en masse kilder og mange potentielle solohistorier.
Så PR-bureauerne kan hjælpe dig med at få fat i de rigtige personcases i løbet af få timer, en udtalelse fra topdirektøren, eller måske kan du få en historie under bordet før alle andre medier.
Så hvis du bliver kontaktet af en PR-rådgiver, så prøv at være åben. Du er journalist og kan lynhurtigt se, om der er tale om en god historie. Og interesserer historien dig ikke, så sig det endelig.

Og angående the dark side: Nu kan jeg kun svare ud fra mine egne erfaringer – men der er absolut intet the dark side over PR-branchen. Desværre heller ikke så meget Mad Men, som man måske kunne have håbet ;-)

Venlig hilsen Thilde Danielsen
Rådgiver hos Advice, uddannet journalist fra Danmarks Journalistskole