Erfaren Public Affairs-profil til Advice

Kunne du tænke dig at blive en del af et fagligt ambitiøst public affairs-team i vækst i Danmarks bredest favnende kommunikationshus? Og kan du påtage dig et ledende rådgivningsansvar for vores kunder, der står med politiske, regulatoriske, stakeholder- eller omdømme-udfordringer? Så er du måske vores kommende kollega.

Hvem er vi?
Advice’s public affairs og stakeholder management team tæller 13 ansatte, og vi oplever stadig stigende efterspørgsel efter vores kompetencer. Vi rådgiver og udfører lobby- og public affairs arbejde, analyser og beslutningsgrundlag, faciliterer stakeholder-samarbejde og dialog, afvikler konferencer og topmøder, driver dagsordener, politiske kampagner og meget mere.

Det gør vi integreret i Danmarks største kommunikationsbureau af sin slags, som giver unikke muligheder for at drive interessevaretagelse på alle niveauer. Vi kan således udføre hele paletten af virkemidler for politisk påvirkning og meningsdannelse; fra klassisk regulatorisk arbejde til politisk framing, agenda-setting og digital interessevaretagelse, film og kreative eksekveringer.

Vi har en stærk sparringskultur, hvor vi gør hinanden og vores løsninger gode. Vi er dybt fagligt orienterede, og sætter en dyd i at være saglige, oprigtige og realistiske i vores rådgivning, så den udføres med høj integritet. Vi griner meget, er uhøjtidelige og uprætentiøse og har et stærkt kollegialt sammenhold. Vi råder over nogle af branchens dygtigste rådgivere, og vi vil derfor kunne tilbyde et unikt udviklingsmiljø.

Vi arbejder og rådgiver inden for alle policy-felter, men har særlig mange opgaver inden for energi, transport og infrastruktur, sundhed, fødevarer, arbejdsmarked, finans og medieområdet.

Om dig
Vi søger en kollega med mindst 7-8 års relevant erhvervserfaring – muligvis meget mere. Vi har brug for, at du vil kunne træde ind og påtage dig et ledende ansvar over for kunder og kollegaer på større og mere komplekse opgaver. Det er vigtigt, at du har forståelse for og kan håndtere en omfattende public affairs- og stakeholder management værktøjskasse, og at du har lyst til at indgå i et bureau, hvor vi arbejder tværfagligt.

Du vil skulle påtage dig alsidige og afvekslende opgaver. Vi er derfor meget åbne for, hvilken specifik faglig ballast og erfaring du kommer med, for vi forestiller os, at vi skal bruge din viden og dine kompetencer til at udvide vores forretning i nye retninger.

Du har en relevant akademisk uddannelse, er udadvendt af natur og trives med at bygge relationer til både kunder, politikere, embedsmænd, eksperter og samarbejdspartnere.

Vi forventer, at du kan sætte kryds ud for nedenstående kompetencer:
• God politisk sans og tæft
• Systematisk, selvstændig, grundig, analytisk anlagt
• Erfaring med public affairs-arbejde fra bureau, interesseorganisation, virksomhed eller Christiansborg
• Et godt politisk netværk
• Stærke kommunikative evner, herunder et flydende og klart skriftligt sprog på både dansk og engelsk
• Dyb indsigt i én og gerne flere brancher / policy-sektorer
• Evnen til at se rådgivningsbehov i markedet

Vi forestiller os, at du træder ind med titel som senior-rådgiver, men det er også muligt, at du har kompetencer og erfaring til at træde ind på et højere niveau.

Vi tilbyder
Vi tilbyder en af Danmarks mest interessante arbejdspladser i et professionelt, veldrevet bureau, der forstår at balancere en kreativ, innovativ kultur med højt resultatfokus.

Du vil få en udfordrende og afvekslende hverdag med alle typer projekter inden for interessevaretagelse og vil arbejde tæt sammen med vores eksperter inden for særligt analyse, PR, kampagne, digitale platforme og social media. Vi arbejder med alle typer af kunder; fra internationale koncerner til danske virksomheder, interesseorganisationer, faglige organisationer, NGO’er, ministerier, styrelser, regioner og kommuner.

Ansøgning
Send venligst dit CV og din ansøgning senest torsdag den 15. november 2018 kl. 9.00 til job@adviceas.dk, og angiv ”PA-ansøgning” i emnefeltet. Vi vil holde samtaler løbende, efterhånden som egnede kandidater kommer ind.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Director Tobias Zacho Larsen på 2557 2104.

Advice er et af Danmarks førende kommunikationsbureauer med 120 ansatte. Ud over public affairs og stakeholder management rådgiver Advice inden for public relations, analyse, kampagner, markedsføring, branding og social media – altid i en kreativ og digital indpakning. Vores rådgivning er multidisciplinær og baseret på en netværkstilgang, og vi er allerstærkest, når udfordringerne er komplekse. Læs mere om os og dine kommende kollegaer her.