Blog: Virksomhedens vej mod en ny samfundsrolle

Fra en del af problemet til en del af løsningen

Af: Public Affairs Director Martin Vith Ankerstjerne

SoMe blogindlæg
Vi er i et supermarked i Nordjylland. En minister sidder i kassen for at få en fornemmelse af, hvad der rører sig blandt forbrugerne. Og dermed vælgerne. Ministeren spørger høfligt en kvindelig kunde, om der er mere, som han kan hjælpe med. Ja, siger kunden. Hun viser supermarkedets plastikposer frem. Du kan forbyde dem her!

Denne lille sandfærdige historie viser, at det ikke alene er café latte segmentet på Vesterbro, der er optaget af bæredygtighed. Det er en grundlæggende bevægelse i hele vores samfund. Og det kan godt være, at den ikke er slået fuldt igennem alle steder. Men når Netto sælger svinekød garanteret fri for rester af antibiotika eller når Salling Group fjerner cigarretter fra hylderne, så er det fordi, at de ser bevægelsen komme blandt forbrugerne. Noget nyt er på vej.

For virksomhederne er der tale om en markant omlægning. Enkelte virksomheder lever stadig som i helt gamle dage, hvor man kunne eksistere uforstyrret så længe, at man tjente penge til ejerne, var rimelig overfor de ansatte og overholdt loven.

Rigtig mange virksomheder har været med på CSR-bølgen gennem de seneste årtier. Den har mange iklædninger, men grundlæggende har bølgen medført, at virksomhederne skulle reducere deres skadelige påvirkning af samfundet. Man skulle sørge for, at underleverandører ikke brugte børnearbejde. Eller at det forurenede spildevand fra fabrikken ikke røg direkte i åen.

Men CSR er ikke længere nok. Virksomhederne skal fremover omstille sig til at spille en mere aktiv rolle i at løse samfundets udfordringer. Der er mange årsager til denne udvikling.

1. Virksomhederne skal gøre det, fordi de ved at påtage sig en opgave for samfundet får meget bedre muligheder for at tjene penge.

2. Virksomhederne skal påtage sig en samfundsrolle, fordi stort set alle stakeholdere forventer det: Kunder, medarbejdere, investorer, myndigheder, medier og lokalsamfund.

3. De helt store udfordringer, især klima, miljø og biodiversitet, kan ikke løses uden, at alle i samfundet bidrager, ikke mindst virksomhederne.

4. Virksomheder skal omstille deres produktion, da ressourcer i stigende grad er knappe og stiger i pris.

5. Og endelig skal virksomhederne udvikle sig nu, inden de bliver sat bagud i konkurrencen. Den digitale transformation vil nemlig også her accelerere udviklingen mod et mere bæredygtigt samfund.

De fleste fornemmer godt den udvikling, der sker. FN’s verdensmål leverer en ramme, som kan bruges til at tale om, hvilke samfundsmæssige udfordringer, der skal løses af virksomhederne. Men det er afgørende at forstå, at der ikke blot er tale om, at man skal rapportere sin CSR-indsats på en anden måde. Eller at klimapåvirkningen skal gå i nul. Der er brug for at tænke større.

Kom til Digital transformation no. 08 om digital bæredygtighed
Hvordan man gør det, og hvordan man bruger den digitale transformation til at gøre det, kan du blive klogere på, når Advice i samarbejde med COWI sætter fokus på digital bæredygtighed den 15. november kl. 08.00.
Se nærmere her, hvor du kan tilmelde dig arrangementet.