Gør employee advocacy nemmere med content curation

Prøver I at gøre jeres medarbejdere til sociale superstjerner, der løfter jeres virksomheds brand på deres brede skuldre? Så er I nødt til at lade dem tale om andet end jer.

Det er efterhånden gået op for mange virksomheder, at deres ansatte kan spille en afgørende rolle i forhold til at blive en succes på de sociale medier. Employee advocacy er et buzzword på linje med disruption, og det er forståeligt, når man ser på, hvad effekten er af, at bare få kollegaer er parate til at dele virksomhedens indhold eller komme med egne faglige indspark.

Mennesker stoler på mennesker
For mennesker stoler mere på mennesker, end de gør på brands, og det er også langt nemmere at starte en dialog på et ligeværdigt niveau, når den foregår mellem individer. Samtidig tilgodeser de sociale mediers algoritmer ofte individer frem for virksomheder, hvilket skaber potentiale for forøget reach og synlighed, når medarbejderne slår på tromme for deres virksomhed eller deler ud af deres specifikke faglige viden.

Derfor er det også kommet på mode at undervise de ansatte i, hvordan de kan spille en rolle i virksomhedens markedsføring og branding – og samtidig selv få personlig branding som gevinst i den store jagt på thought leadership.

Fra employee advocacy til employee insecurity
En af de største udfordringer, jeg har oplevet, når jeg underviser virksomheder i employee advocacy, er ikke medarbejdernes manglende vilje til at deltage – det er derimod deres usikkerhed i forhold til, hvad der er værd at dele. Mange er i tvivl om, hvorvidt deres egne holdninger og budskaber har nok relevans og substans, og derfor ender det ofte med, at egenproduktionen er på et minimum.

At dele virksomhedens egne posts er en let løsning. Det kan dog let komme til at virke hult, hvis det er alt, medarbejderne deler, og de kan risikere at fremstå som simple megafoner for virksomheden i stedet for at have deres egen stemme.

Unikt indhold behøver ikke være egenproduceret
Heldigvis svømmer nettet over i relevant indhold i selv de mindste nicher, i takt med at content marketing er blevet et modefænomen. Det er en gave til arbejdet med employee advocacy, da I ved at følge relevante indholdsproducenter får foræret alt fra white papers og infographics til interaktive guides og animationsvider, som jeres medarbejdere frit kan dele videre, så længe de følger nogle få regler.

Disciplinen hedder content curation og går kort fortalt ud på at dele andres kvalitetsindhold og nyheder inden for ens egen niche. Det vigtige her er, at I altid deler den oprindelige kilde til indholdet, så de får trafik og credit for deres hårde arbejde med at producere det.

Desuden bør jeres medarbejdere altid knytte en personlig kommentar, kritik eller en uddybning til indholdet, så det ikke fremstår, som om de ukritisk bare deler links.

Eksempel på Content Curation og Employee Advocacy
Et helt konkret eksempel kan I se her, hvor jeg har delt en undersøgelse fra Econsultancy om marketing automation på LinkedIn. Jeg delte undersøgelsen, da Advice i stigende grad rådgiver virksomheder om valg af marketingteknologi.

Ved at knytte min personlige oplevelse til deres data kunne jeg på få minutter skabe et stykke relevant indhold med substans, som desuden lagde op til debat.

Indlægget er på nuværende tidspunkt blevet set af lige knap 7.000 mennesker, hvoraf langt de fleste er uden for mit nærmeste netværk. Af disse har en stor andel været influencers som CEOs, ejere, grundlæggere og partnere, og posten har sat gang i flere spændende dialoger om email marketing og marketing automation.

Hjælp medarbejderne i gang med content curation
Som virksomhed er der en række enkle tiltag, I kan gøre brug af, for at medarbejderne får content curation ind under huden som en del af jeres employee advocacy-tiltag:

  • Gør det klart, at det er en del af virksomhedskulturen, at man godt må bruge arbejdstid på at blive klogere på sit fagområde. Der skal være plads til at læse blogs, følge med på Twitter og abonnere på faglige nyhedsbreve, uden at der er en mellemfornøjet mellemleder, der kigger én kritisk over skulderen.
  • Hjælp dem til at finde de gode influencers og indholdsproducenter, der er værd at følge, og opbyg et fagbibliotek, som alle medarbejdere har adgang til.
  • Invester i social listening-værktøjer, der kan fodre dem med interessant indhold inden for deres specifikke niche.
  • Undervis dem i, hvordan de vinkler en historie og gør den til deres egen.

Af Niels Tybjerg, Senior Digital Strateg.