Hvis du læser dette, er du sikkert enten en potentiel kunde eller medarbejder, så velkommen til.
Uanset om du er det ene eller det andet, så er vi ret sikre på, at dette ikke er den eneste kanal, du bruger til at lære os bedre at kende. Måske har du allerede talt med en i dit netværk. Måske har du læst en artikel. Eller måske er vi så heldige, at du har fået os anbefalet.
Hvis du kommer i videre dialog med os, er vi ret sikre på, at du igen vil orientere dig og kigge os efter i sømmene. For det gør man, når man står over for et så relativt stort valg som at hyre et kommunikationsbureau eller søge et job på en ny mulig arbejdsplads.
Vi håber, at vi selv består ’sig det videre – testen’, for vi mener, at det er syretesten på alt, hvad vi laver: At folk får lyst til at sige det videre. Og det er ikke bare noget, vi mener. Vi ved, at kommunikation altid har spredt sig gennem mennesker. I dag sker det i netværk og på de sociale medier, i oldtiden foregik det rundt om bålet. Den indsigt er vigtig, når man som os er specialiseret i kunder, der opererer i en lidt ekstra kompliceret verden, enten fordi deres produkt/service er indviklet, deres målgrupper er svært tilgængelige, eller de er underlagt politisk bevågenhed og regulering. Her er evnen til at kunne udvikle kreativ integreret kommunikation ikke et potentiale. Det er et krav.
I praksis betyder det, at vi arbejder med at sætte en dialog i gang hos kundens målgrupper, så de selv siger budskabet videre. For når folk selv siger det videre, er der meget større chance for, at de selv husker budskabet og tager handling. Og der er meget større chance for, at dem, de siger det videre til, lytter. For det gør man, når kommunikationen kommer fra en person tæt på.
Nu er du sikkert selv holdt op med at lytte, så vi anbefaler, at du ringer til en af vores 67 strategiske og kreative specialister og forsætter dialogen. Men – skal vi sige det helt kort, så er Advice A/S et kommunikationsbureau, der skaber resultater ud af komplekse udfordringer. Og det må du gerne sige videre.
