Tak for i år, folkemøde

Dagbog fra Folkemødet – sidste dag

For vores vedkommende har Folkemødet været en succes. Når jeg skriver ’vores’, så refererer jeg til den lille og sammentømrede gruppe af mennesker, der har sikret, at vi har bidraget til en åben dialog på Bornholm endnu et år. Og når jeg skriver ’succes’, så mener jeg ikke økonomisk, men at vi har haft kæmpe succes med vores debatter og dermed levet op til vores forpligtelse som ansvarlig aktør i den demokratiske proces.

Folkemødet for mig er en gammel flamme, og selvom forelskelsens forblændelse måske nok har lagt sig, så er der intet rustent ved min kærlighed til klippeøen. Alligevel tog jeg til øen med en vis skepsis. Var der politikere nok? Er det blevet for stort? Er der for mange events, så det hele drukner?

Jeg har før skrevet i et blogindlæg, at Folkemødet er blevet voksent. Og det står jeg ved. Det er måske nok en mindre uforudsigelig halv uge end tidligere. Og min efterhånden gamle konklusion om Folkemødet står stadig ved magt: Det er ansvarligt at være til stede på Bornholm som vært. Det er at positionere sig som en organisation, der fokuserer på andet og mere end bundlinje. Det er at kære sig om demokratiet – og det kan man godt være bekendt.

Alligevel udestår der også en diskussion om, hvorvidt Folkemødet er politisk nok? Er det attraktivt nok for politikerne og for partierne at deltage? Uden politikernes aktive og begejstrede medvirken giver Folkemødet ingen værdi hverken for os eller vores kunder. Der udestår en obligatorisk debat inden næste års Folkemøde.

Folkemødets sidste dag blev afviklet med det obligatoriske søndagsarrangement og overraskende mange tilhørere. Nu er vi tilbage i hovedstaden fyldt med tanker om, hvordan næste års Folkemøde kan blive mindst lige så godt som i år. Jeg glæder mig allerede.

Af Martin Vith Ankerstjerne, public affairs director