Tre teknologier, der IKKE vil påvirke din virksomheds kommunikation i 2018

Der mangler ikke lister over teknologier, du som ansvarlig for marketing eller kommunikation burde forholde dig til i din strategi for 2018. Forbes har lavet en, og i de kommende måneder vil du blive overstrømmet af velmenende fremtidsforskning fra rådgivningshuse og bureauer.  Men her får du en liste over de teknologier, du IKKE behøver at have med i din strategi for det kommende år. Så kan du lave et mentalt filter, slippe for støjen, og gemme de gode ideer til 2019.

Virtual reality – for tidligt til at give kommerciel værdi
Brillerne er overalt. Alle gik rundt med dem på til techfestival og faldt over borde og stole, fordi de var fanget i et virtuelt rum. Virtual reality kommer til at påvirke content marketing, men i 2018 kan du nøjes med at eksperimentere med det hjemme i sofaen. VR er en spændende teknologi med masser af potentiale – især når det handler om at skabe oplevelser og dyb interaktion med produkter. Men på den korte bane skal den først indgå i din årsplan for 2019/2020, hvor det vil få en reel kommerciel værdi.

Big data – for stort til at give mening
Der er data over alt. Men ingen i din virksomhed har overblikket over, hvor dataene er, og hvad de kan bruges til. Big data er en interessant trend, der har potentialet til at skabe nye kommunikationsstrømme og kundeoplevelser. De benyttes også allerede effektfuldt i BI-analyser, mens de store marketingorganisationer indkøber Data Management Platforms og gør klar til kamp. Men Big Data skal kun indgå i din strategi for 2018, hvis du får konkretiseret din brug af big data og har en organisation til at udvikle det. For I kan alligevel ikke eksekvere effektivt på et så flyvsk og bredt begreb som big data med din nuværende organisation af humanister og velmenende marketers.

Robotter – for umenneskelige til at give gode oplevelser
Robotterne kommer! Men ikke i marketing og kommunikation i 2018. For tovejskommunikationen mellem mennesker er stadig så kompleks og følelsesbetonet, at robotterne ikke er klar til at overtage den. Marketing automation-platforme begynder at vise potentialet for at optimere på udvalgte touchpoints med dynamiske segmenter. KLM har fx skabt en spændende chatbot med deep learning, der kan effektivisere på kundeservice. Men ingen af os gider i længden at tale med en tonedøv og følelseskold service-robot. Vi vil begejstres, overraskes og inspireres, før brandet får en blivende værdi for os. Robotterne kan effektivisere – men de kan ikke skabe dybe relationer.

Men hvad skal din strategi så have in mente? I skal opbygge kompetencer til at forstå og arbejde med teknologi i jeres kommunikation. Lav prototyper, afprøv værktøjer og platforme og ansæt nye medarbejdere, der kan forstå og skrive kode. Kort fortalt skal I arbejde i teams med forståelse for teknologi, mennesker og indhold, så kunderejsen understøttes med teknologi og bindes sammen af indsigter og godt indhold. Opbyg kompetencer inden for dataanalyse, softwareudvikling og indholdsproduktion og bliv inspireret af Læger uden Grænser og Novozymes her. Dernæst skal I begynde at træne algoritmer til at optimere udvalgte dele i kunderejsen, så robotterne over tid bliver bedre og bedre til at forstå, hvordan systemerne taler med mennesker.

Ja, det var meget kort fortalt, men deltag i vores morgenseminar d. 2. november og bliv klogere på det hele.

Af Jesper Nørding, Digital Director og partner