Video, video, VIDEO!

Folk er træt af at læse. De vil SE. Smukke unge mennesker på spritstive dates, nederen forældre, der syngende og dansende tvinger cykelhjelme på deres børn, og modsætninger, der finder fælles fodslag over en Heineken-øl. Facebook flyder over med videoer. Videoer, der får os til at grine og græde, alt imens vi bliver mindet om at drikke mindre alkohol, bruge cykelhjelm eller købe øl. Igen og igen bliver vi mindet om, at vi skal frem med videoerne, hvis vi skal have vores budskab ud.

Og hvad er det så, videomediet kan?

Videoer er en oplevelsesgave
Videoer kan skabe en emotionel krog. Hvis de er godt udført, rammer de seeren rent og umiddelbart og med paraderne nede. De kan give seeren en oplevelsesgave: Det kommercielle stykke indhold, der kunne have været endnu en træls reklame, kan ligefrem blive en kær gestus. Det kan være jeres mulighed for at skabe engagerende kvalitetsindhold, som giver målgruppen lyst til at like, dele, kommentere eller tagge, fordi det på en eller anden måde er med til at fortælle historien om, hvem de er.

Det menneskelige ansigt
Videoer kan være mere eller mindre fiktionaliserede. De kan formidle den rene autenticitet og skabe en anden form for direkte identifikation end det skrevne ord. De kan give dit brand et menneskeligt ansigt i en tid, hvor turene til banken, borgerservice eller supermarkedet er afløst af webbank, borger.dk eller nemlig.com.

Huskelisten
Men videoer er ikke et vidundermiddel, som du kan vaske dit brand i. For at videoer skal ramme rent, må de basale overvejelser være på plads. Her kommer en huskeliste til nogle af dem, som er lette at glemme:

        1. Hvorfor udkommer I med det, I udkommer med? Og hvorfor gør I det nu?

Hvis svaret på det sidste spørgsmål er, at I skal udfylde indholdsplanen, skal I genoverveje projektet. Jeres videoer skal helst ikke fungere som tilbudsaviser, der bare ryger direkte i skraldespanden. De skal være med til at skabe vedvarende, nærværende samtaler og have noget reelt på hjerte. I vil gerne bidrage med værdi, Ikke støj. Det er der rigeligt af i forvejen.

        2. Hvor skal videoen udkomme? YouTube, Facebook, Instagram?

Træf beslutningen om platformen, før du laver videoen, så du kan optimere produktionen efter det. Det gælder formen: Har du styr på længden? Videoer til Facebook bør ikke være længere end 2 min. (og ikke længere end 1 minut, når det kommer til det helt unge kræsne publikum). Er billedet komponeret, så man kan se, hvad der sker? Tænk fx i store flader og færre detaljer, hvis din video skal fungere i det lille format på Instagram). Og har du husket teksterne?

Størstedelen af alle videoer bliver set uden lyd. Fx ser kun 3 % af de unge videoer med lyd på.

Det gælder også indholdet: Vil I virkelig bare køre versioneringer af den samme video på de forskellige platforme? Eller er det på tide at lade sig inspirere af influencerne som fx de unge YouTubere, der forstår at levere forskelligt indhold til de forskellige platforme?

        3. Hvordan orkestrerer I samtalen, så den giver mening over tid?

Mange brands har hede drømme om at levere videoen, der går viralt, men der kan være endnu større værdi i at skabe et kontinuerligt forhold til målgruppen. Igen: bare spørg YouTuberne. Tænk langsigtet.

        4. Hvem skal være med?

Videoer bliver kun lige så gode som de medvirkende –  uanset om der er tale om ren fiktion eller medarbejderportrætter. Så sæt tid af til at finde behagelige, nærværende, karismatiske medvirkende, som målgruppen kan spejle sig i. Det er givet godt ud. Man kan meget i redigeringen. Men man kan hverken klippe akavethed ud eller charme ind.

Hvis I har disse overvejelser på plads, er I rigtig godt på vej. Og husk så: videoer er ikke en badebillet til at gå viralt. Og viralitet er ikke gud. Succeskriteriet for videoer bør altid være relevans. Ligesom når vi har samtaler med folk i virkeligheden.

Af Heidi Keller, Consultant i Branding & Marketing