Spring til indhold

Et praktikantjob med alt det ansvar, du kan ønske dig

Coop. Sundhedsstyrelsens Corona-kampagne. Filmoptagelser i en kirke for Landsforeningen af Menighedsråd. Dette er blot enkelte kunder ud af mange, som Helena sad med i hendes praktikforløb hos Advice. Her deler hun sine erfaringer med at være en del af husets PR-team.

Første dag som praktikant. Iført et nervøst smil og med et sug i maven af spænding trådte jeg ind ad døren hos Advice. Ville praktikforløbet mon leve op til de forventninger, jeg havde? Eller ville jeg blive en observerende praktikant-flue på væggen, der indimellem fløj ned efter kaffe?

Efter en varm introduktion til hele Advice huset og et ”Hej, jeg hedder Helena” til 120 nye ansigter, blev jeg taget under armen af en kollega fra min nye afdeling i PR. Hun havde brug for min hjælp.

En del af teamet fra dag ét

Forsvarets nye cyberværnepligts-uddannelse skulle ud i alle nationale medier, i takt med at det første rekruthold startede. Det skulle jeg selvfølgelig være med til, hvis jeg havde mod på det? Om jeg havde! Inden min første dag var omme, havde vi fået pitchet historien så bredt og succesfuldt ud, at den endte i næsten alle store nationale aviser og TV2 Nyhederne primetime. Den følgende dag sad jeg, som en ”over-the-top” stolt forælder hjemme hos mig selv og filmede tv-indslaget fra kasernen på min IPhone. Det var en succesoplevelse som satte rammen for, hvordan mit praktikforløb hos Advice kom til at forme sig. Selvom jeg var en novice i bureauverdenen og inden for PR, havde mine kollegaer fra første færd fuld tillid til, at jeg kunne løfte det ansvar, de gav mig.

En bred vifte af opgaver

I PR-teamet står vi for alt, hvad der har med presse at gøre, men vi arbejder samtidigt fuldt integreret med resten af huset på forskellige kampagner. Netop fordi man ikke sidder adskilt i hver sin afdeling, oplever jeg en helt speciel følelse af fællesskab og samarbejde i Advice.

Som praktikant i PR prøvede jeg kræfter med at pitche historier til journalister, skrive pressemeddelelser, lave research og hjælpe på kampagner på tværs af afdelinger. For ikke at glemme influencerne. I PR har vi har ansvaret for at inkorporere dem i diverse relevante kampagner. Og jeg var med helt fra starten og til slutningen af kampagner – og det kan noget! Forståelsen for opgaven, planlægningen af forløbet, pressevinklerne, influencerne – pludselig forstår man, hvordan kampagnen kommer til live. I det hele taget er der fokus på, at man som praktikant får en bred vifte af opgaver, og man arbejder derfor også med mange forskellige kunder.

Grow – en del af noget større

Advice praktikanter følges ad i et lille hold under husets Grow-forløb. Her har man bl.a. masterclasses inden for hvert fagområde i huset, hvor du bliver introduceret til de enkelte afdelingers forretningsområder, og hvordan de arbejder. Det er super relevant, da alle i Advice hver eneste dag arbejder på kryds og tværs af hinanden. Grow bidrager også til det sociale miljø, for her jeg fik muligheden for at lære mine nye kollegaer bedre at kende.

Fra teori til praksis

En anden ting jeg tager med mig, er værdien af at få lov til at omsætte teori til praksis. Til daglig læser jeg en kandidat i Retorik på KU, og det er et studie, hvor tingene godt kan blive noget mere teori end praksis. Det er et moderne kommunikationsfag med rødder i den klassiske retorik. Det var først, da jeg helt ubevidst brugte mine retoriske redskaber i praksis, at det virkelig sank ind, hvor brugbart det hele er. Det gav mig en helt nyt indblik i, hvad jeg kunne bruge min uddannelse til. Kort sagt, et praktikforløb giver den vinkel, man ikke kan læse sig til i bøgerne.

Overvejer du, hvor du skal søge praktik det næste semester, så kan jeg kun opfordre dig til at søge hos Advice. Med et fantastisk socialt miljø, enorm faglig viden, og et lynhurtigt tempo – er det helt sikkert: Her lander du et praktikantjob med ansvar og udfordringer – hver dag – og du henter kun din egen kaffe.

Sidder du og bikser med din praktikansøgning lige nu? Så har vores praktikantansvarlige, Lise Vejnø, givet nogle gode råd til, hvordan du skriver en god ansøgning til Advice.

Tilbage til oversigten