Spring til indhold

Et praktikforløb som gør dig klogere på dig selv og din omverden

Hvad vil det sige at være praktikant i Public Affairs hos Advice? PA kan virke lidt kryptisk, og Natasja var da heller ikke 100% sikker på, hvad hun gik ind til. Det viste sig dog at være det helt rigtige match. Måske er det også dit?

Skal jeg vide meget om politik?

Det korte svar er nej. Interesse for det politiske er et godt udgangspunkt, men viden får du helt automatisk i takt med dine opgaver. Begreber som ”stakeholder management”, ”lobbyisme” og ”public relations” kan hurtigt mystificere, hvad public affairs egentlig går ud på. Det lyder lidt som en lukket klub, og da jeg troppede op på Advice første dag, var jeg faktisk ikke helt sikker på, hvad jeg havde i vente. Jeg var bange for, at jeg skulle have terpet navne på samtlige ordførere for at kunne være med på beatet. Det var heldigvis ikke tilfældet.

Jeg kommer fra retorikstudiet på Københavns Universitet, og jeg havde en fordom, som jeg vist ikke er helt alene med; PA er kun for statskundskabere. Den fordom blev dog hurtigt gjort til skamme, og allerede på min første dag stod jeg over for opgaver, som krævede færdigheder i strategisk kommunikation og en skarp sans for argumentation – noget der virkelig matcher mine evner, og som vil være interessant for de fleste, der studerer noget inden for kommunikation. Krydrer du det med interesse for samfund og politik, så er du en oplagt kandidat til jobbet som praktikant i PA.

Hvad er det så lige PA går ud på?

Det gik hurtigt op for mig, at public affairs i bund og grund handler om politisk interessevaretagelse. Det kan være for alt fra politiske styrelser, grønne virksomheder eller sundhedsfaglige organisationer, som ønsker at præge den politiske dagsorden eller kommunikere hensigtsmæssigt til deres interessenter. Her kommer du ind i billedet. For selvom man er praktikant, så sidder man med til møderne og får taletid. Har du noget på hjerte, så tages det imod med åbne lyttebøffer – også selvom du måske er uenig med din chef. Det kan man faktisk få ros for, så længe man kan argumentere for sit synspunkt.

Jeg har siddet med alt fra dybdegående research (man skaffer sig en masse viden, som er rigtig brugbar i Bezzerwizzer), kortlægning over forskellige politiske arenaer, artikler og vinkling af argumenter. Hvis du er interesseret i samfundet og vil have en backstage rundvisning i den politiske verden, så er praktikant i PA en oplagt mulighed for at snuse til den.

Udvikling i et stærkt fællesskab

Udover de mange spændende opgaver, som venter i PA teamet, så bliver man også en del af hele Advice, som har mange andre teams med hver sin spidskompetence. Vi har selvfølgelig alle det til fælles, at vi er kommunikationsnørder på den ene eller anden facon, så sammenholdet er drøngodt. Jeg oplevede at føle mig som en ’advicer’, fordi der bliver gjort så meget for at tømre alle sammen og bruge hinandens styrker på kryds og tværs.

Desuden bliver man som praktikant en del af onboarding fællesskabet GROW, så du kan følges med praktikanter fra andre teams – det er en god mulighed for at lære endnu mere om dine egne kompetencer og faglige interesser samt få en fornemmelse af det brede kommunikationsfelt. Og så er det selvfølgelig hyggeligt og kan skabe gode sociale relationer.

Desuden er Advice en meget tryg arbejdsplads, hvor der er tid til den enkelte. Jeg var på forhånd lidt skræmt af bureauverdenen, hvor ”opgaverne helst skal være færdige i går”. Men det var heldigvis slet ikke min oplevelse. Trivsel prioriteres højt – også for praktikanter!

Kast dig ud i det

Jeg oplevede at få et stort ansvar. Både fordi mine kollegaer i PA troede på mine evner, men også fordi jeg engagerede mig i mine opgaver. Spørg løs, del dine tanker og sig endelig, hvad du interesser dig for. Hvis du brænder for den grønne omstilling, kan du få indblik i de politiske overvejelser og interesser bag, og hvis du vil gøre en forskel for patientforeninger, er det også en del af paletten i teamet. Du bliver på kort tid meget klogere – ikke bare på dig selv – men også på din omverden.

Sidder du og bikser med din praktikansøgning lige nu? Så finder du nogle gode råd til, hvordan du skriver en god ansøgning til Advice lige her:

Tilbage til oversigten