Spring til indhold

Få dine kompetencer frem i vinduet

Et butiksvindue er kundens første møde med butikken. Hvis det er godt, kommer kunden ind og kigger i hele butikken, men hvis det er kedeligt, går de videre til det næste vindue. Det samme gælder en jobansøgning.

En jobansøgning kan på mange måder sammenlignes med et butiksvindue. Her skal du overbevise en arbejdsgiver om, at det er din butik, de skal besøge og kigge videre i. Lise Vejnø og Rasmus Boesgaard, der begge er praktikansvarlige på Advice, kommer her med deres bud på, hvordan din ansøgning bliver til et godt butiksvindue.

Alt i din butik kan få en plads i vinduet

Tænk over hvordan de erfaringer, du har fået igennem tidligere jobs, kan bruges i jobbet hos Advice. Husk at erfaring fra bureaubranchen er godt, men det er ikke en nødvendighed.

Hos Advice kommer vi alle sammen fra forskellige baggrunde, og det må vores praktikanter også gerne. Så hvis du vinkler dine erfaringer rigtigt, vil vi blive mere interesseret i at høre om, hvad lige netop du kan bringe til Advice.

Du skal ikke have den samme butiksrude som alle andre

Det ville være en rimelig kedelig tur igennem Strøget, hvis alle butiksvinduer lignede hinanden. Det er præcis det samme, når man kigger på ansøgninger. For at undgå det, kan man finde inspiration i ”Lidt om jer, lidt om mig, lidt om os”-modellen.

Start med at vise, at du har sat dig ind i hvad Advice er for en virksomhed. Det sætter scenen for, hvad der interesserer dig ved praktikopholdet, og hvad du selv har at byde på. Rund af med at vise, hvordan din og vores profil passer sammen.

Hvad er planen for din butik?

Det er vigtigt, at du viser gåpåmod og den rette indstilling, ved at der bl.a. er noget dybde i det, du skriver. Det er fedt, hvis du ”brænder for” PR eller marketing, men vi vil gerne høre hvorfor, og hvad du gerne vil opnå med det hele. Både på kort og lang sigt.

Du må også gerne vise, at du har en interesse i samfundet og måske en mening om branchens rolle i samfundet. Du kommer langt med en god indstilling og engagement.

Der skal ikke være stavefejl på dit butiksvindue

Det kan ikke siges nok. Læs korrektur igen og igen og få gerne en anden til at læse den igennem. En ansøger kan have en nok så spændende profil, men hvis der er stavefejl i ansøgningen, og kommaerne er sat til højre og venstre, så går vi hurtigt videre til næste vindue.

Butiksvinduet skal se godt ud

Man kan ikke pynte sig til en god ansøgning, men det er vigtigt, at man har gjort sig umage med sin kommunikation – også visuelt. Det er op til dig, om du vil være kreativ med layoutet eller lave en mere klassisk opsætning, men ansøgningen skal være letlæselig, luftig og så skal man vise, at man tager sig selv og modtageren alvorligt.

Det er ikke en nem disciplin at skrive en ansøgning, og det er ofte svært at få plads til alle ens kompetencer i vinduet. Det handler om at sortere lidt og finde de bedste ting, som kan lokke kunderne ind i butikken.

Til sidst skal du selvfølgelig passe på metaforerne – selv de gode som denne artikel er bygget på.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Tilbage til oversigten