Spring til indhold

Hvordan designer vi digitalt til den større sammenhæng?

Vi har i flere årtier udviklet med brugeren i centrum, men hvordan hænger det sammen med en ny virkelighed, hvor hensynet til samfundet og den store sammenhæng er blevet mere relevant end nogensinde før? Er det på tide at gentænke det brugercentrerede paradigme?

Hvad er din virksomheds digitale bidrag?

Virksomheder handler ikke længere kun om overskud på bundlinjen og profit til aktionærerne, i dag skal virksomheder også forholde sig til den største transformation siden industrialiseringen – en transformation der ikke kun handler om digitalisering, men også om klima, identitet, køn, sundhed og ulighed. Transformationen påvirker hele samfundet, institutioner, forbrugere, borgere, os alle sammen.

Læs mere om virksomhedernes transformation og digitale purpose her. 

UX forholder sig ikke til den større sammenhæng – endnu

Hvor de visuelle designerne begynder at diskutere design til fællesskabet; ’os’ i stedet for ’mig’, er den samme debat ikke rejst hos UX-folket. User experience (UX) har klassisk været placeret i krydsfeltet mellem forretning, teknologi og brugere – men har altså ikke taget samfundsperspektivet med. Parolen er stadig ’Don’t make me think’ (en læsværdig klassiker fra Steve Krug), men måske er det nu på tide at få brugeren til at tænke eller forholde sig mere til den nemme interaktions konsekvenser.

Begrebet ’Ethical UX’ er på vej frem og forholder sig til, at vi ikke forfalder til designmæssige greb, der bevidst vildleder eller direkte snyder brugeren til at give tilsagn eller købe ekstra ydelser (dark patterns), ligesom techgiganter som Netflix, Facebook og Instagram begynder at give brugeren mulighed for at kontrollere brugeroplevelsen ved fx at stoppe den automatiske afspilning af videoer. UX’ere er endda begyndte at diskutere afslutninger på brugerrejsen og ikke kun onboarding og fastholdelse i en uendelig sløjfe. Men ethical UX omhandler stadig kun forholdet mellem virksomhed og bruger – og ikke til den større sammenhæng. I hvert fald ikke endnu.

Digitale løsninger til en større sammenhæng

I Advice har vi altid arbejdet med at sætte vores kunder og projekter ind i en større sammenhæng, og vi har derfor også udvidet vores UX-begreb til også at omfatte samfund som dimension.

Det var også udgangspunktet for vores seneste satsning, SundhedsTV – en digital TV-kanal, der tilbyder lettilgængelig og troværdig viden om sundhed og sygdom til brugerne. Men SundhedsTV har også et samfundsmæssigt formål: bekæmpelse af misinformation om sundhed og samtidig klæde borgerne på til bedre at kunne vurdere, hvornår de reelt skal bruge sundhedsvæsenet.

Et andet eksempel er, når vi udvikler finansielle services som en lommepengeapp: et værktøj der skal gøre det lettere for forældre at lære deres børn at håndtere penge i et kontantløst samfund. En indsats, der skal gøre børn og unge mere bevidste om deres økonomi og dermed forebygge den høje gældsætning gennem forbrugslån. Eller når vi er med til at udvikle særligt enkle bankløsninger til ældre eller borgere med kognitive udfordringer, der ikke længere kan klare deres finansielle behov med kontanter og i bankfilialer.

Vi er altså nødt til at udvide UX-begrebet, så brugercentreret digitalt design rummer den samfundsmæssige dimension. Vi kan gennem digitalt design understøtte den enkelte bruger i bidrage til den større sammenhæng og bedre udnyttelse af vores fælles ressourcer. Og så er digitalt design afgørende for at skabe fremtidens vindere: nemlig de virksomheder og brands, der udnytter forbindelsen mellem brugere, teknologi, forretning og samfund.

Tilbage til oversigten