Spring til indhold

Praktik i Advice er en omvendt ’The Devil Wears Prada’

Kast dig ud i det! Det er Frederikke Lynggard Sloths råd til dem, der overvejer at tage i praktik i Data & Insights teamet hos Advice. Læs lidt om hendes oplevelser som praktikant, og hvordan hun trods corona nedlukning har følt sig hjemme både fagligt og socialt, og hvordan hun kom i gang med en ikke-så-fjendtlig ”make-over”.

Ligesom alt andet siden 11. marts 2020 startede mit praktikforløb lidt anderledes, end man kunne forvente. Set på den lyse side slap jeg for den nervøse første dag med en hjerne på overarbejde, der forsøgte at huske navne, og hvilke afdelinger folk tilhørte. Og selvom alt skete digitalt kunne jeg alligevel på min første dag mærke, at der var noget særligt over Advice, som gav mig en forhåbning om, at dette praktikforløb ikke ville blive som i The Devil Wears Prada (før Anne Hathaway får sin make-over, vel og mærke).

Præg dit praktikforløb

Og jeg fik ret. Modsat ‘The Devil Wears Prada’ var der ingen nedgørende chef eller et hav af dårlige opgaver, som ingen andre gad løse. I stedet blev jeg kastet direkte ud i min første opgave med tillid til, at jeg sagtens kunne klare det. Lige fra starten havde jeg en oplevelse af, at jeg blev taget seriøst og respekteret. Der blev i høj grad taget højde for og lyttet til, hvilke opgaver, jeg synes, der var interessante, og hvor jeg gerne ville udvikle mig i løbet af forløbet.

Fra teori til praksis

I Data & Indsigts teamet hersker en kæmpe forkærlighed for metode. Til trods for, at jeg tænkte, at ’data og indsigt’ rimede på hardcore kvantitativ metode, er det hele metode-spektret, der bliver dyrket. Som (aspirerende) sociolog oplevede jeg at passe perfekt ind i dette. At jeg hverken er placeret i den ene eller anden yderlighed af metode-spekteret, gav mig muligheden for at lære af nogen, som virkelig brænder for det, de laver.

Med al den brug af metode bliver der skabt en masse indsigter i menneskelig adfærd, kunders opfattelser virksomheder, danskers holdninger til al verdens ting osv. Indsigter som omsættes til konkrete handlingspunkter, så de skaber værdi for kunden. Det kan være alt fra at vise, hvordan en virksomhed kan komme til at stå stærkere blandt deres kunder, eller hvordan en organisation kan flytte deres medlemmer i en bestemt retning. Det er præcis det jeg har savnet i min uddannelse – at få lov til at omsætte den teoretiske viden jeg har til praksis. Og så er det ovenikøbet nogle utrolig spændende og varierende opgaver og kunder, man får lov til at sidde med.

Kast dig ud i det

Jeg kan stadig ikke helt sætte en finger på, hvad det særlige ved Advice er. Måske er det den positive indstilling, som hersker på Advice, der får en til at føle sig utrolig velkommen og værdsat. Eller det stærke tværfaglige samarbejde mellem utrolig dygtige mennesker. Nogle gange er det måske bare danskvandmaskinen. Under alle omstændigheder får det mig til at føle som Anne Hathaway post make-over, når der bliver taget god tid til en grundig on-boarding af alle praktikanterne igennem praktikprogrammet GROW. Således at vi praktikanter både lærer hinanden at kende, men også lærer alle afkroge af huset at kende.

Sidder du og bikser med din praktikansøgning lige nu? Så finder du nogle gode råd til, hvordan du skriver en god ansøgning til Advice lige her.

Tilbage til oversigten