Klima- og energiområdet har i mange år været et særligt satsningsområde i Advice, og områdets betydning bliver ved med at tage til i styrke. Det ses overalt i samfundet, hvor alle sten i øjeblikket vendes for at accelerere den grønne, bæredygtige omstilling.
“Vi oplever det konkret i vores kunders behov for et stadig dybere sektorkendskab, som vores rådgivning i politisk interessevaretagelse, kommunikation og kampagner kan stå på skuldrene af,” udtaler Director og Partner Tobias Zacho Larsen, og tilføjer:
“Med ansættelsen af Anna Louise bliver vi endnu stærkere rustet til at rådgive virksomheder og organisationer, som påvirkes af den klima- og energipolitiske dagsorden, og hvis kunder eller medlemmer efterspørger handling. Hun får derfor et særligt ansvar for at videreudvikle vores rådgivning og ydelser inden for klima- og energiområdet. Derudover vil hun rådgive bredt om public affairs, stakeholder management og agenda-setting.”
Stor erfaring indenfor det klima- og energipolitiske felt
Anna Louise Højbjerg Henrichsen, der i Advice får titlen Public Affairs Manager, har gennem de sidste 10 år arbejdet indgående indenfor det klima- og energipolitiske felt, ligesom hun har samarbejdet tæt med en række af de største danske virksomheder om erhvervs- og vækstpolitik, finans- og skattepolitik, innovation og offentlig-private partnerskaber.
Hun har i godt fem år rådgivet Danfoss’ ledelse i forbindelse med kontakt til regeringer, deltagelse i COP21 i Paris, de årlige møder i World Economic Forum og har været med-initiativtager til etableringen af Synergi, brancheorganisationen for energieffektivisering. Forud for det har hun været klima- og energirådgiver på Danmarks ambassade i Washington, arbejdet hos den offentlig-private partnerskabsorganisation State of Green og været researcher på Politiken. Hun er cand.scient.pol fra Københavns Universitet.