Spring til indhold

Vi får ny CEO

Efter tolv år som CEO har jeg besluttet, at tiden er moden til at give stafetten som CEO videre til Mille Klink og selv indtage en ny rolle i Advice. Efter 10 års samarbejde ved jeg, at Mille kommer til at løfte Advice til nye højder.

I 2008 fik jeg en fantastisk mulighed for at overtage et stærkt fagligt DNA og gennemføre et ejermæssigt generationsskifte sammen med Ralf Lodberg. Jeg er hamrende stolt over, at vi siden har gennemført en forretningsmæssig og ikke mindst faglig vækstrejse fra ca. 30-110 medarbejdere. Målet har altid været det samme: At skabe endnu mere sammenhængende kommunikationsløsninger baseret på indsigt, et stærkt stakeholder- og samfundsblik, dyb strategisk forståelse og godt kreativt håndværk. Og vi har altid gjort det ved at skabe en kultur, hvor alle har lyst til at spille holdspil og lære af nogen, der er lidt anderledes end dem selv.

Advice er og bliver mit livsprojekt. Derfor fortsætter jeg nu i en rolle som arbejdende medlem af vores bestyrelse, hvor der forhåbentlig bliver bedre mulighed for at tænke lidt større og mere vidtrækkende tanker, end driftsansvaret for 110 mand i et hæsblæsende bureauliv tillader.

Det er en kæmpe glæde, at Mille har ønsket at påtage sig opgaven, for Mille favner om nogen hele Advice’s brede faglige palette. Og frem for alt repræsenterer hun Advice’s værdier og faglige arvegods.

Bedste hilsner
Espen Højlund

 

Du kan læse mere her: https://markedsforing.dk/artikler/bureauer/stopper-som-advice-ceo

Tilbage til oversigten